Fremtidens sproglærere

I Læreruddannelsen i Aarhus på VIA University College er man nu på andet år i gang med et forsøg med en særlig sproglærerprofil for kommende lærere. De studerende på Sproglærerprofilen uddannes både til at undervise i sprog og til at fungere som ambassadører for sprog og fremmedsprog i skolen.

21.08.2019 | Bodil Christensen

Foto: Caroline Arp

Sproglærerprofilen startede i august 2018 som led i et friuddannelsesforsøg direkte foranlediget af den nationale fremmedsprogsstrategi. De lærerstuderende på Sproglærerprofilen tager et eller to ekstra moduler på hver 5 ECTS ud over deres ordinære læreruddannelse: Alle tager det tværsproglige modul Appetit på sprog, og studerende, der vælger tysk eller fransk, tager desuden det sprogspecifikke modul Sprogligt boost i enten tysk eller fransk. 35 studerende gennemførte i efteråret 2018 modulet Appetit på sprog, og i dette efterår skal de studerende, der starter på tysk som undervisningsfag, i gang med modulet Sprogligt boost, hvor undervisningen foregår i samarbejde med bacheloruddannelserne i tysk på Aarhus Universitet. Det er ikke første gang, studerende fra VIA sidder i samme undervisningslokaler som studerende fra AU. Tidligere forsøg med fælles undervisning på tværs af institutionerne i henholdsvis tysk og fransk har været særdeles positive, så nu var tiden kommet til at formalisere og opskalere samarbejdet.

Line Møller Daugaard, som er docent i sprogpædagogisk praksis ved læreruddannelsen i Aarhus, har været med til at udvikle Sproglærerprofilen:

Hele pointen er, at vi har brug for flere og bedre sproglærere – især i tysk og fransk. Det kan vi bedst gøre ved at tilføje læreruddannelsen noget ekstra. I stedet for at ændre på den eksisterende uddannelse har vi derfor tilføjet ekstra moduler, som supplerer den ordinære læreruddannelse. Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvordan initiativet ville blive modtaget blandt de lærerstuderende, så da vi sidste år i august så, at mere end 150 ud af knap 500 optagne studerende var interesserede i at høre mere om Sproglærerprofilen, var vi klar over, at vi havde fat i noget vigtigt.  

For at starte på Sproglærerprofilen kræves det, at man vælger engelsk eller dansk som 1. undervisningsfag. Herudover skal yderligere ét af de i alt tre undervisningsfag være et sprogfag. Nedenfor ses tre fiktive eksempler på, hvordan en læreruddannelse med sproglærerprofil kan se ud:

A - All in på sprog

1. år Dansk + Appetit på sprog

2. år Fransk + Sprogligt boost i fransk

3. år Engelsk + studieophold i England eller Frankrig

4. år Praktik på international linje på efterskole + bacheloropgave om tosprogede elever i franskundervisningen

B - It’s a small world

1. år Engelsk + Appetit på sprog

2. år Samfundsfag + udlandspraktik i engelsktalende land, fx Tanzania

3. år Dansk

4. Bacheloropgave om samfundsundervisning i en globaliseret verden

C - Deutschland über alles

1. år: Dansk + Appetit på sprog

2. år: Tysk + Sprogligt boost i tysk

3. år: Historie

4. år: Praktik på skole i grænseregion + bachelorprojekt om elever, lærere og forældres sprogholdninger til tysk

I modulet Appetit på sprog samles lærerstuderende med engelsk og dansk som 1. undervisningsfag, og der arbejdes fra første dag med at opbygge de studerendes identitet som sproglærere. De studerende lægger ud med i grupper at bygge sproglærerscenarier i Lego. De drøfter, hvad det er for en sprogundervisning, de drømmer om at etablere i skolen og visualiserer, materialiserer og konkretiserer efterfølgende disse visioner for deres fremtidige sproglærerpraksis i Lego. De studerende møder undervisere fra de forskellige sprogfag i læreruddannelsen og arbejder med forskellige tværfaglige temaer som for eksempel tekster og litteratur, interkulturelle kompetencer og sprogtilegnelsesstrategier. Gennem hele forløbet reflekterer de skriftligt over både temaerne og dem selv som kommende sproglærere i en sproglærerlog, forklarer Line Møller Daugaard:

Vi vil gerne arbejde med de studerendes lyst til og mod på at vælge flere sprogfag, men vi vil også gerne give dem et ekstra refleksionslag. Det handler blandt andet om ikke bare at se de enkelte sprogfag, men at få blik for det samlede sproglandskab omkring skolen – både som det er aktuelt og som det kunne blive i fremtiden.

Lektor Nina Hauge Jensen har undervist i sprogtilegnelsesstrategier på det første hold i Appetit på sprog. Her eksperimenterede hun med at undervise på fransk. Hun fortalte et kort eventyr på fransk med inddragelse af forskellige rekvisitter, plancher og ikke mindst kropssprog. Det blev godt modtaget blandt de studerende, som – uanset forhåndskendskab til fransk – fik øje på deres egne sprogtilegnelsesstrategier, fortæller Nina Hauge Jensen:

Vi er i gang med noget helt nyt. De studerende har virkelig taget godt imod det nye initiativ, og det blev helt indlysende for os, hvor stort et potentiale der er i at arbejde sammen på tværs af sprogfagene i læreruddannelsen. Og det er der virkelig brug for i – også i folkeskolen.  

Interessen for Sproglærerprofilen er stadig stor. I skrivende stund er en ny årgang parat til at starte på Appetit på sprog, mens en del af de studerende på 2. år fortsætter med Sprogligt boost i tysk. I år bliver der ikke oprettet et nyt franskhold på Læreruddannelsen i Aarhus. Nina Hauge Jensen glæder sig over, at der aktuelt er et franskhold i gang, som bliver færdige med fransk næste sommer, men understreger, at det er en skrøbelig situation, at det kun er i København, at der oprettet nyt franskhold i år.

Men Sproglærerprofilen handler ikke alene om det aktuelle sproglandskab i skolen – profilen retter sig i høj grad mod fremtidens sproglærere. Line Møller Daugaard og Nina Hauge Jensen forklarer:

Vores budskab til de studerende på VIA er, at hvis de fx kommer til en skole uden fransk, så må de selv være med til at skabe rammerne for det. Vi udfordrer dem til at være pionerer på sprogområdet og til aktivt at være med til at udvikle fremtidens sprogundervisning i skolerne.

Du kan høre mere om sproglærerprofilen på NCFF's konference d. 19. september 2019.

Uddannelse