Sammen er vi endnu stærkere – sprogcentre fra Europa mødes i Budapest

Faldende ansøgertal til fremmedsprog er ikke kun en dansk, men en international tendens. NCFF var derfor meget glade for at blive inviteret med til møde i det internationale netværk for nationale sprogcentre, INNLAC – International Network of National Language Centres. Samtidig fik vi lov at kigge ind i en ungarsk skole, der nudger elever til læring.

INNLAC-repræsentanter fra Sverige, Frankrig, Norge, Østrig og Ungarn samt NCFF's to centerledere i Budapest juni 2019

INNLAC-møde i Budapest

NCFF’s centerledere drog forventningsfulde afsted til Ungarns hovedstad i begyndelsen af juni for at deltage i det årlige INNLAC-møde. Temaet i år var læreruddannelse i medlemslandene. Repræsenteret var Sverige, Frankrig, Norge, Østrig, Ungarn og Danmark, der hver især præsenterede, hvordan deres læreruddannelse er bygget op. Det var slående, hvor ens og samtidig forskellige problematikkerne er i de forskellige lande. Uddannelse og skolesystem er i den grad bundet ind i en national selvforståelse, man kan næsten sige, at de er kulturelle artefakter. Men der er ingen tvivl om, at udvekslingen gav ideer og inspiration til NCFF’s videre arbejde, ligesom der ikke er nogen tvivl om styrken i at betragte udfordringerne som ikke kun bundet til en national kontekst. Der er ingen tvivl om, at puljer vi de internationale erfaringer, står vi alle stærkere.

Nudging virker    

Ideer og inspiration gav også et skolebesøg på Apáczai Gimnázium, en eliteskole midt i Budapest. Her mødte vi den inspirerende underviser Tibor Prievara. Han havde i anledning af vores besøg givet eleverne en bunden opgave: først skulle de finde ud af så meget som muligt om, hvordan det er at gå i skole i et bestemt land og derefter interviewe os, så vi kunne verificere eller tilbagevise det, de havde fundet ud af. Vi blev interviewet af tre meget energiske og optagede elever, der stillede spørgsmål såsom:

  • We have learned that students get paid to study in Denmark – is this true?
  • We have learned that students can interrupt teachers at university level – is this true?

Og eleverne modtog måbende og lidt modvilligt vores svar om, at det da var helt korrekt. Det var for både dem og os en aha-oplevelse. En anden aha-oplevelse for os var, hvordan læreren med en mangeårig baggrund i Microsoft havde formået at skabe en læringsplatform, hvis algoritmer på en legende måde med inspiration fra spilverdenen så at sige nudgede eleverne til at lave de opgaver og den træning, som han vurderede var nødvendig for at bringe dem op på det rette niveau. Underviser Prievara havde fastsat et bestemt pointtal, der skulle opnås (en slags pensum). Eleverne kunne principielt vælge frit mellem bl.a. mange forskellige skriftlige opgaver inden for forskellige genrer.

Men det sindrige pointsystem og den indbyggede algoritme betød, at eleverne – næsten uden at opdage det – blev nudget til at komme hele vejen rundt, for hvis de løste samme type opgave hele tiden, fik de færre og færre point for hver gang. Det kunne derfor bedre betale sig for eleverne at shoppe rundt i opgaverne for at opnå det nødvendig pointtal. På den måde fik eleverne oplevelsen af selv at kunne styre deres læring (learner autonomy), mens læreren fik sikkerhed for, at de kom hele vejen rundt. En win-win læringssituation og en gamification-tankegang, der så ud til at virke.

INNLAC har eksisteret i lidt over 10 år og er en frivillig sammenslutning af organisationer, der har til formål at implementere hele eller dele af nationale sprogstrategier i de respektive lande. Netværket mødes en gang årligt, og følgende lande er medlemmer: Australien, Frankrig, Ungarn, Norge, Skotland, Sverige, Schweiz, Finland og Holland. NCFF deltog som observatør i Budapest-mødet.