Tag på udvekslingsophold

Med et nyt udvekslingsprogram mellem Danmark og Spanien og videreførelsen af udvekslingsprogrammet mellem Danmark og Frankrig får danske gymnasieelever nu mulighed for at søge støtte til at komme på et udvekslingsophold i skoleåret 2019-2020.

Udvekslingsprogrammerne skal give eleverne både sproglig og kulturel indsigt og gøre dem klogere på samfundet i det land, de beskæftiger sig med. Alle gymnasiale uddannelsesinstitutioner er inviteret til at søge om at deltage i udvekslingsprogrammerne.

Skolerne kan søge om støtte til enten at sende en gruppe fransk- eller spanskelever på et kort udvekslingsophold af omkring 10 dages varighed, eller de kan søge om støtte til at sende en gruppe fransk- eller spanskelever på et længerevarende ophold i tre til fire uger. Som en del af udvekslingen får man tildelt et partnergymnasium, der vil være vært for besøget, og eleverne vil blive indkvarteret privat. Der er ligeledes mulighed for at modtage genbesøg. Undervisningsministeriet støtter med tilskud til dækning af rejse- og opholdsudgifter.

For skoleåret 2019-20 er der ansøgningsfrist tirsdag d. 14. maj 2019 kl. 12.00. Vejledning og ansøgningsskemaer findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.  

Læs mere om udvekslingsprogrammerne.