Sæt fokus på sprog

Slutningen af september og starten af oktober byder også i 2021 på et par faste årlige begivenheder som Den Europæiske Sprogdag og FremMedSprog. NCFF har samlet info om disse og andre tilbud til aktiviteter i fremmedsprogsundervisningen på landets grundskoler og ungdomsuddannelser. Og vi hører gerne om lokale initiativer, sprogdage og andre events, der sætter fokus på sprog i ugerne 38, 39 og 40.

10.09.2021 | Morten Moesgaard Sørensen

Den Europæiske Sprogdag i Danmark 2021

I uge 38 fejres 20-året for Den Europæiske Sprogdag. Programmet byder i år på forskellige online aktiviteter i løbet af ugen, som kulminerer fredag 24. september. Alt sammen inden for temaet Sprog er en rejse!

Grundskolen

Til fremmedsprogslærere i grundskolen vil der fra mandag 13. september være tre videoer med aktiviteter til at fejre sprogdagen i grundskolen. Videoerne har til formål at aktivere og anerkende alle elevernes sprog gennem fx Sprogregnbuer og elevernes egne Sprogfortællinger. Videoerne er udarbejdet af Kristin R. Vilhjalmsdottir fra projektet ”Det Flyvende Tæppe”, der vandt den Europæiske Sprogpris i 2017.

Ungdomsuddannelser

Lærere på ungdomsuddannelserne kan tilmelde klasser/hold til sprogfortællingerne Rejs med… - som er online introduktioner til forskellige sprog, deres historier og kulturer. Sprogfortællingerne varer 45 minutter og foregår i skoletiden i sprogene fransk, georgisk, græsk, kinesisk, italiensk, polsk, spansk og tysk.

Om Sprogdagen

Den Europæiske Sprogdag i Danmark 2021 er arrangeret af ECML Kontaktpunkt Danmark, NCFF, Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Institut français du Danemark, Goethe-Institut Dänemark og Studieskolen. På ECML’s hjemmeside kan du derudover finde yderligere inspiration og materialer til at fejre Den Europæiske Sprogdag. Her findes også årets sprogquiz med jokes på 13 forskellige europæiske sprog, hvor eleverne kan teste, om de kan genkende sprogene ud fra lydfilerne. Og måske er der flersprogede elever i klassen, som kan genfortælle joken fra de enkelte sprog og dele den med de andre.

FremMedSprog2021

For tredje år i træk afholder NCFF i samarbejde med professionshøjskolerne og universiteterne FremMedSprog i uge 40. Her sender vi sprogstuderende fra lærer- og universitetsuddannelserne ud på grundskoler og ungdomsuddannelser med en motiverende sprogaktivitet til eleverne. Studerende fra universiteterne vil også fortælle om, hvorfor de læser sprog. Professionshøjskolerne koordinerer besøgene med grundskolerne, mens NCFF koordinerer universitetsstuderendes besøg på ungdomsuddannelserne.

Tilmeldingen til FremMedSprog2021 for ungdomsuddannelserne er åben frem til onsdag 15. september.  

Find flere materialer og andre tilbud til at sætte fokus på sprog

Til din undervisning samler materialer og aktiviteter, der sætter fokus på sprog i undervisningen på både grundskole- og ungdomsuddannelsesniveau. Siderne vil blive udbygget løbende.

Se også inspiration til at afholde en sprogdag fra 10iCampus i Varde.

Tip os gerne om jeres aktiviteter

NCFF vil meget gerne høre om og formidle gode initiativer og events, der sætter fokus på sprog i ugerne 38, 39 og 40.

I forbindelse med FremMedSprog, sprogdage eller andre lokale aktiviteter, er I meget velkomne til at bruge #FremMedSprog2021, når I poster indhold på sociale medier i perioden. NCFF vil igen i år have en væg på ncff.dk med billeder fra Instagram, der bærer hashtagget. Det kan være situationsbilleder fra FremMedSprog-studerendes besøg hos jer eller fra andre sprogevents, I holder. Vær dog opmærksom på GDPR-regler i forhold til deling af billeder.

Vi liker og deler også gerne relevant indhold på fx vores Facebook-side, så ’tag’ os endelig eller tip os med lokale sprogaktiviteter ved at kontakte kommunikationsmedarbejder i NCFF, Morten Moesgaard Sørensen, mortenms@hum.ku.dk.

Sprog og kommunikation