Hvorfor gør jeg det, jeg det gør? Ny håndbog for sproglærere

At reflektere over hvad det egentlig er, man gør som underviser, kan gøre en til en endnu bedre sproglærer. Det er præmissen for bogen Hvorfor gør jeg det, jeg det gør? Refleksionshåndbog for sproglærere, hvor lærere i fremmedsprog kan finde inspiration til at videreudvikle deres undervisning gennem refleksions- og praksisøvelser samt læse den nyeste viden om sprogtilegnelse, sprogsyn og sprogundervisning. Vi har interviewet Birgit Henriksen, som har skrevet bogen sammen med Hanne Leth Andersen, Susana Fernández og Dorthe Fristrup, om, hvad man som sproglærer kan bruge bogen til.

Bogen udgives af forlaget Samfundslitteratur

Hvorfor har I skrevet en håndbog i refleksion til sproglærere?

Det er jo en bog, der skal få læseren til at reflektere over sin egen praksis i lyset af viden fra forskning i sprogtilegnelse og sprogundervisning. Vi har skrevet bogen for at sætte læreren selv i centrum og give rum for grundig refleksion over, hvordan teorier og forslag til nye undervisnings- og læringsformer harmonerer med lærerens eget, ofte ubevidste, erfaringsbaserede syn på, hvad der kendetegner god sprogundervisning.

Denne refleksion og dialog med sig selv eller andre er en forudsætning for, at læreren kan internalisere den sprogpædagogiske viden og finde en måde at forstå den i relation til egen praksis. Læreren kan måske også gennem denne indre dialog eller diskussion med gode kollegaer finde måder at tilpasse den nye viden til egne gode erfaringer og egen specifikke undervisningskontekst - men nu på grundlag af en dybere refleksion over egne standpunkter og viden.

  

Bogen baserer sig på ”lærerkognition”. Kan du sætte et par ord på, hvad det er?

Forskningsfeltet “lærerkognition” undersøger lærerens “mentale liv”, dvs. den viden, de erfaringer, tanker og holdninger, der ligger bag den enkelte lærers praksis, eller tanker om den undervisning, en ny lærer skal i gang med. Forskning i lærerkognition ser blandt andet på de mulige spændinger, der kan opstå mellem lærerens erfaringsbaserede viden om “god undervisning” opbygget over tid både som sprogelev selv og som lærer og den teoribaserede sprogpædagogiske viden, som præsenteres i lærerens egen uddannelse og i senere efteruddannelsesforløb. Et andet vigtigt område er læreres refleksioner over og holdninger til nye undervisningsmetoder og reformtiltag og de mulige problemer og frustrationer, læreren oplever, når nye arbejdsformer og undervisningstilgange skal afprøves og indpasses. Netop ved at sætte tanker i gang og sætte ord på mulige indre konflikter, følelser og gode og dårlige oplevelser gøres ubevidste tanker og oplevelser nemmere at forstå og forholde sig til for læreren. På den måde kan der bedre opstå balance mellem det, man ved af erfaring, og det, man ved andre steder fra.

Hvordan kan en fx tysklærer på mellemtrinnet eller en fransklærer i fransk som fortsættersprog på stx bruge jeres bog?

Bogen er skrevet til sproglærere inden for alle sprogfag uanset om man arbejder med begynderundervisning på mellemtrinnet eller med fortsættersprog på stx. Som i tidligere sprogpædagogiske bøger præsenteres den nyeste viden om sprogtilegnelse, sprogsyn og sprogundervisning, men denne bog indeholder som noget helt nyt i hvert kapitel også en lang række refleksionsspørgsmål, som skal få læreren til at sætte ord og tanker på de emner, der gennemgås. For at understøtte refleksionen indeholder bogen også løbende en gennemgang af forskning i lærerkognition inden for de berørte emner. Læreren kan herigennem få indblik i andre læreres tanker og holdninger og dermed reflektere over, hvordan egen viden, tanker og holdninger harmonerer med eller er forskellige fra de synspunkter og oplevelser, andre lærere har givet udtryk for. 

Hvordan adskiller bogen sig fra andre bøger om fremmedsprogsdidaktik?

Det er den grundlæggende præmis bag bogen, at god sprogundervisning netop baserer sig på og udvikler sig i et samspil mellem solid forskningsbaseret viden og læreres gode praksiserfaringer. Dette indbefatter grundige refleksioner over og diskussioner med kollegaer om den sprogpædagogiske viden, om viden om lærerkognition og om erfaringer fra og holdninger til egen praksis. Det er vores håb, at de mange refleksionsspørgsmål i bogen kan være med til styrke lærerens viden om og forståelsen for kompleksiteten bag den daglige undervisning samt styrke læreridentiteten på basis af større indsigt i egen viden, erfaringer og holdninger.

Kan bogen bruges af andre end fremmedsprogsproglærere?

Bogen berører emner, som bør være relevante for alle fremmedsproglærere, men også for lærere inden for danskfaget og for undervisere i dansk som andetsprog. Bogen har desuden relevans for lærerstuderende, bl.a. fordi den som nævnt giver korte teoretiske indføringer i forskellige emner.