Om sprogstrategien

Regeringens Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet blev lanceret i november 2017 efter en årrække med konstant faldende søgning til fremmedsprog på alle niveauer af uddannelsessystemet og lukninger af fremmedsprogsuddannelser.

Strategien skulle råde bod på denne situation, og dens overordnede formål var derfor

  1. at få flere elever og studerende til at vælge fremmedsprog og dermed opnå solide sprogkompetencer ud over engelsk samt
  2. at højne kvaliteten og relevansen af sproguddannelser.   

Strategien bestod af flere initiativer, af hvilke det væsentligste var oprettelsen af det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF). Derudover bestod Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet af følgende initiativer:

  • en opfordring til kommuner og uddannelsesinstitutioner til at udtænke og gennemføre sprogstrategier;
  • en mulighed for læreruddannelserne og universiteterne for at lave friuddannelsesforsøg;
  • oprettelsen af en konferencetolkeuddannelse ved Aarhus Universitet;
  • oprettelsen af et småfagsråd, der skal nytænke småfagsordningen;
  • en regeringsforpligtelse til at iværksætte en kortlægning af efteruddannelsesmuligheder inden for fremmedsprog;
  • nedsættelsen af en følgegruppe (nedlagt i 2023), der skal følge hele fremmedsprogsstrategien.   

Strategien sørgede dermed for, at der blandt andet via NCFF blev kastet et tiltrængt samlet blik på sprog i uddannelsessystemet, og regeringen ønskede med sit initiativ, at strategien også kunne være med til understøtte igangsatte reformer og tiltag samt iværksætte nye tiltag, der kunne øge motivationen for sprog og højne sammenhængen mellem de forskellige uddannelsesniveauer og mellem fag og sprog.