NCFF lukker og slukker

Der blev desværre ikke fundet finansiering til en forlængelse af NCFF hverken i finansloven eller i forskningsreserven. Det betyder, at NCFF lukker som nationalt videncenter for fremmedsprog pr. 31. december, når vores nuværende bevilling udløber. Sæt derfor gerne et kryds i din kalender, da vi holder afskedsreceptioner i centret – 16. december i København og 17. december i Aarhus.

Så fik partierne forleden forhandlet forskningsreserven på plads med masser af langsigtede investeringer i dansk forskning. Vigtigt skridt og tak for det! Men desværre blev der ikke plads i forhandlingerne til at få NCFF finansieret til at fortsætte som nationalt videncenter i Danmark. Trist for fremmedsprogsområdet og selvfølgelig også trist for NCFF, da der stadig er masser at tage fat på i forhold til at vende udviklingen og styrke sprogfagene i DK – og vi er faktisk kommet ganske langt med hensyn til at få identificeret knaster og få flyttet området i samarbejde med de faglige miljøer fra grundskole til videregående. For forandring er fortsat yderst påkrævet.

Hjerteblod er svært at slå ihjel – særligt når fremmedsprogssagen ikke er i mål

Måske var forskningsreserven et halmstrå, vi i centret desperat forsøgte at klamre os til, men det vidunderlige ved hjerteblod er også, at det kan være en katalysator for håb. Og hvor har vi håbet på, at der kunne findes de få midler, der var behov for, og at man ville. Men nu står det klart, at man politisk har haft andre prioriteringer end et samlet og samlende blik på fremmedsprogsområdet.

Set med sprogøjne, er det bekymrende, at Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet fra 2017, som NCFF var en krumtap i, nu bliver vekslet til enkeltbevillinger til enkeltområder. Også selvom det er dejligt for dem, der får penge, og også selvom de sikkert bliver forvaltet fornuftigt lokalt. For er der noget, NCFF’s arbejde gennem de sidste syv år har vist, så er det, at sprog(uddannelses)systemet hænger sammen som et økosystem, og at der er behov for en gennemgribende diskussion af, hvad man vil med fremmedsprog i uddannelsessystemet – og i Danmark. Det er naturligvis grundlæggende en politisk beslutning, men det er samtidig en diskussion, der går helt ind i de forskellige niveauers forståelse af sprogfagene, deres fagforståelse, og deres match eller ikke-match med omverdenens behov.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om politik, men også om forståelser og tilgange. Med vores nylig afholdte konference Hvad vil vi med sprog? - Fremmedsprog i uddannelse og arbejde – hvor mange af jer heldigvis deltog – tog vi hul på at høre de mange forskellige perspektiver. Konferencen viste, at der er stor lyst til, at nogen gør noget, men at de fleste aktører naturligt nok tenderer mod at se verden fra deres eget perspektiv, og at det derfor kan være vanskeligt at se og anerkende sammenhængene til andre aktører, både ’opad’ og ’nedad’ i systemet.

På samme måde kan det være vanskeligt for den enkelte eller det enkelte niveau at se, hvad man selv kan gøre for at fremme fremmedsprog. Det har lige præcis været NCFF’s formål at kaste dette lange, samlende og samlede blik på hele området med kun det mål at fremme fremmedsprogene, men i de kontekster, de nu befinder sig i og skal ud og virke i – som fuldkompetencer eller tillægskompetencer.

Hvordan kan man få flere til at forstå, hvad fremmedsprog kan og gør, og forstå, hvorfor det betaler sig, både konkret og i overført forstand at investere i fremmedsprog. Det var Strategiens opdrag, og det har vi loyalt forholdt os til. Ligesom vi loyalt har forholdt os til aftalen med ministeriet om, at vi skulle starte med at være et aktivitetsbåret center og arbejde hen imod at blive et videnscenter. Så når vi lukker i dyb faglig frustration, handler det om, at vi nu – som aftalt – og også takket være alle jer er et videncenter og om, at vi faktisk nu – igen takket være de mange samarbejder med jer – kan pege på en lang række løsninger, ikke altid nemme, men mulige, især hvis man fastholder arbejdet i alle de mellemrum, som NCFF har arbejdet i: mellem fag, mellem sprog, mellem niveauer, mellem ministerier, mellem kommuner og regioner osv.

Frustrationen går på to ben. Dels har vi en ægte frygt for, at en stor del af den viden, der møjsommeligt er opbygget gennem de mange projekter og samlet af os og understøttet med yderligere undersøgelser, går tabt. At samfundets investering på 100 mio. kr. i området ikke får lov at bære de frugter, der var klar til at blive plukket. Og dels kan vi ikke se, hvem der er/kan være ansvarlige for at arbejde i de nødvendige mellemrum, hvorfor vi frygter, at sprogområdet igen bliver atomiseret med en masse små områder på forskellige niveauer med egne særinteresser. Vi håber at tage fejl, for generativ AI gør det ikke nemmere at overbevise de unge om, at det betaler sig at investere tid og kræfter i at lære et sprog. Men vi frygter som sagt at få ret, og det kan få helt fatale konsekvenser for fremmedsprog i uddannelsessystemet, så fatale at der ikke kommer nok uddannede lærere til grundskoler og gymnasier – og så…

Hjerteblod er helt unikt og ganske svært at slå ihjel. Derfor vil vi i den kommende tid bruge vores energi på at få formidlet og offentliggjort materialer fra en bunke projekter, få omstruktureret vores hjemmeside med resurser til sprogundervisere, få færdiggjort og udgivet vores undersøgelse af lærerkognitioner i fremmedsprogsfagene i gymnasiet og få samlet input fra vores konference i en slags hvidbog med deltagernes og vores anbefalinger til politikerne.  Vi håber, at vi kan nå det hele, inden NCFF lukker og slukker til nytår.

Afskedsreceptioner i centret

Vi har stort behov for at sige tak og ønske god vind til #FremMedSprog i fremtiden i selskab med vores mange stakeholdere og samarbejdspartnere gennem årene. Godt halvdelen af NCFF’s bevilling på 100 mio. kr. er blevet uddelt som støtte til udviklingsprojekter til gavn for fremmedsprogsområdet i hele uddannelsessystemet. Det har været en stor fornøjelse at lave alt dette samme med jer.

Der er også god grund til at takke for den massive opbakning og støtte, som NCFF har fået de seneste måneder – i vores indbakker, i kommentarspor på sociale medier og i debatindlæg i pressen. Tak for at kunne se nødvendigheden af et NCFF og for at støtte NCFF’s bevarelse til bl.a. Dansk Industri, Dansk Erhverv, Lederne, DM, Læreruddannelsens Ledernetværk, Danske Gymnasier, Gymnasieskolernes Lærerforening, Sproglærerforeningen og en række faglige foreninger, rektorer, uddannelsesledere, forskere og sproglærere og flere politikere på Christiansborg.

Derfor inviterer vi til afskedsreceptioner i såvel øst som vest. Vi håber, I har mulighed for at komme forbi og sige pænt farvel og tak for alt, hvad vi i fællesskab har skabt. Afskedsreceptionerne finder sted:

På disse dage vil vi også uddele nogle af alle vores overskydende materialer og merchandise. Tilmelding via links ovenfor.