Sprogjul - en flersproget julekalender
Fra 1.-24. december åbner NCFF hver dag et vindue til verden gennem “Sprogjul 2023 - en flersproget julekalender”. Formålet med julekalenderen er at vække nysgerrighed om verdens sprog gennem de sproglige ressourcer, der er at finde blandt børn og unge i de danske skoler.
Hver dag i december vil det være muligt at åbne for en ny ’sproglåge’ på NCFF’s digitale kanaler med korte video- og julehilsner på forskellige fremmedsprog fra elever i grundskolen og gymnasiet.
På Sprogjul-hjemmesiden er der også en række ideer til, hvordan kalenderen og elevernes flersproglige ressourcer kan bruges i undervisningen. Materialerne og forslag til aktiviteter er en opfordring til at inddrage alle elevernes sprog og til at åbne for dialogen om forskellige traditioner i forbindelse med jul, nytår og andre højtider.
Sprogjul er et samarbejde mellem NCFF og Kristin R. Vilhjalmsdottir. Følg med i kalenderen her på webben fra 1. december eller på vores Facebook-side – hvor første sproglåge aktiveres med en video.
Vi håber, at sproglærere vil være med til at fejre elevernes mange sprog sammen med os.