Syv år med NCFF
NCFF fylder i dag 7 år. Fødselsdagen fejrer vi med et kort tilbageblik og en update på centrets situation. For vi arbejder stenhårdt på, at Danmark også i 2026 har et nationalt videncenter, som ser på langs og på tværs af sprogfagene i hele uddannelsessystemet og understøtter niveauerne med viden og tiltag. Det fortjener fremmedsprogsområdet.
Mens vi venter på resultatet af de politiske forhandlinger, er NCFF’s fødselsdag en god anledning til at gøre en kort status og dykke ned i noget af det, centret har bidraget med på fremmedsprogsområdet gennem de seneste 7 år. Et arbejde med indsatser, som har et langt strategisk sigte, der binder uddannelse, forskning, praksis og erhvervsliv sammen, og som nu risikerer at falde mellem to eller flere stole, hvis centret lukker til årsskiftet, når den nuværende bevilling udløber.
Fremmedsprogsområdet i Danmark har i den grad fortsat brug for en langsigtet investering og en koordineret indsats på alle uddannelsesniveauer. Selvom den udmeldte bevilling til to sprog på de videregående uddannelser er kærkommen, løser den ikke de grundlæggende fødekædeproblemer. Mange andre sprog har de samme problemer som tysk og fransk, og den egentlige udfordring er de unges motivation til at beskæftige sig med fremmedsprog. Det har vi pointeret flere gange. Der skal incitamenter til, før flere vil bruge den tid, der skal til. Hvilke og hvordan de skal skrues sammen, skal vi snakke om. Det er blandt andet det, en stor del af vores arbejde er gået med.
Vi har blandt andet
- brugt næsten 50 mio. kr. af NCFF’s midler til udviklingsprojekter i hele uddannelsessystemet
- støttet flere end 120 udviklingsprojekter i perioden 2018-2025
- sammen med NCFF-støttede projekter udgivet og afholdt mere end
- 100 forsknings- og formidlingsartikler, rapporter og publikationer
- 150 oplæg, foredrag, workshops og seminarer, der har skabt viden, debat og forandring
- gennem projektet Fremmedsprog, forandring og forankring, som blev støttet af Folkeskoledonationen fra A.P. Møller Fonden
- initieret en ny efter- og videreuddannelsesmulighed sammen med de videregående institutioner – Sprogfagsvejleder-uddannelsen, der er målrettet såvel grundskole- som gymnasielærere
- bevirket, at over 300 sproglærere på 20 grundskoler i 5 kommuner fik ny fagdidaktisk viden
- oprettet eller støttet etableringen af læringsfællesskaber og fremmedsprogslærernetværk i hele landet
- bl.a. i Brønderslev, Egedal, Furesø, Herning, Middelfart, København og Aalborg
- samlet flere end 100 sprogfagsvejledere, -koordinatorer og kommunale konsulenter m.fl. i et nationalt netværk for ressourcepersoner i sprogfagene
- udgivet undersøgelser og materialer, som er tilgået mere end 80.000 gange i NCFF’s vidensbank
- uddelt 4.500 eksemplarer af NCFF fagdidaktiske pixiserie, som herudover er tilgået ca. 10.000 gange i vidensbanken
- fået produceret Gå ikke glip-filmserien, der snart runder 85.000 afspilninger på YouTube
- postet masser af relevant indhold om #FremMedSprog på vores Facebook og LinkedIn-profiler til over hhv. 2.000 og 3.000 følgere (opslag er tæt på 400.000 organiske visninger alene det seneste år)
- sendt sprogstuderende og erhvervsaktive fremmedsprogsambassadører ud på ungdomsuddannelserne for at gøre fremmedsprogskompetencer mere synlige
- siden 2019 afholdt sprogkonkurrencen Dyrk Sproget for elever i sprogfagene fransk, italiensk, kinesisk, spansk og tysk på eux, hf, hhx, htx og stx.
Det er mange og brede tiltag, der går på langs og på tværs – og det er pointen. Der er brug for opmærksomhed og tiltag i hele økosystemet. De kan forfines og udbygges, men der er brug for dem.
Massiv støtte til NCFF
Gennem de seneste uger har NCFF i flere medier tilkendegivet, hvorfor der også i fremtiden er behov for et nationalt videncenter for fremmedsprog. Og der er flere artikler på vej. STEM-fagene bliver støttet af mange og mange steder fra. Vi beder ikke om meget, men er afhængige af central støtte. Heldigvis har vi også modtaget et hav af støtteerklæringer fra en række organisationer og faglige foreninger, rektorer og uddannelsesledere, skoleledere og sprogundervisere fra alle uddannelsesniveauer, læringskonsulenter, pædagogiske konsulenter og kommunale konsulenter i skoleforvaltningerne samt fra sprogcentre og en række andre videnspersoner i hele landet; i mails og kommentarsporene på de sociale medier og i artikler og debatindlæg, hvor vi her har samlet et udvalg:
- Regeringen styrker og svækker fremmedsprog på samme tid – Artikel i Gymnasieskolen
- Rektor: Styrkelsen af fremmedsprog er en del af den åndelige oprustning, og NCFF er sprogenes generalstab – Debatindlæg i Uddannelsesmonitor af Lars Roesen
- Hov, glemte I ikke noget? – Åbent brev til Folketingets partier fra Sproglærerforeningen
- Gymnasielærer: Mens regeringen taler om at styrke sprogfagene, vil man lukke national sprog-center. Det er ulogisk – Debatindlæg i Altinget af Bodil-Marie Gade, GL
- Lærere slår fast: Indsatsen for fremmedsprog svækkes – Artikel i Gymnasieskolen
De mange støtteerklæringer varmer os mere, end I kan forestille jer. Og de også er nået frem til Christiansborg, hvor SF bl.a. har stillet §-20 spørgsmål om NCFF til uddannelses- og forskningsministeren, ligesom SF’s ordfører i Uddannelsesmonitor har udtrykt opbakning til NCFF, som derfor er med på listen over ting, som partiet tager med til finanslovsforhandlingerne.
I næste uge glæder vi os til vores årlige konference. Denne gang er temaet Hvad vil vi med sprog? – Fremmedsprog i uddannelse og arbejde. Her ser vi nærmere på matchet mellem de to. Vi har inviteret repræsentanter fra erhvervslivet og uddannelsessektoren til at drøfte forskellige tematikker med hinanden og sammen med konferencens lidt over 200 deltagere, som også får mulighed for at komme med konkrete forandringsønsker til fremtiden. Undervejs uddeles også Den Europæiske Sprogpris til hhv. et Erasmus+ projekt og et sprogprojekt, som NCFF har støttet med midler. Vi glæder os til at se mange af jer og til diskussionerne. Det bliver godt!
NCFF ønsker også alle en god fejring af Den Europæiske Sprogdag i morgen. Her skal vi på Dokk1 i Aarhus i selskab med over 200 gymnasieelever og deres lærere.