Dyk ned i forløb som fx Crime and punishment; El futuro de Cuba; Klimakrise und nachhaltiger Konsum; Kunst in der Zeit zwischen den Weltkriegen; Les contes et le marketing; Les court-métrages; Mahatma Ghandi; Meer Deutsch; Sustainability and chocolate bars; World Changing Pictures og flere andre.
Forløbene er inddelt i sprogene engelsk, fransk, spansk og tysk, og under det enkelte sprog kan du finde tværfaglige undervisningsforløb med fag som bl.a. biologi, madkundskab, matematik, musik, historie og samfundsfag m.fl. – målrettet de enkelte klassetrin i henholdsvis grundskolen og på ungdomsuddannelserne.
Husk, at CLIL-forløbene her på siden sagtens kan tilpasses andre sprog eller andre trin/niveauer. Så der kan også være inspiration at hente til din undervisning i undervisningsforløb inden for de andre sprogfag.
Alle undervisningsforløb er udviklet af sproglærere og afprøvet i undervisningen som en del af udviklingsprojektet CLIL-baserede undervisningsforløb på tværs af sprog og niveauer.
Udviklingsprojektet CLIL-baserede undervisningsforløb på tværs af sprog og niveauer har handlet om CLIL (Content and Language Integrated Learning) i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Projektet er støttet af NCFF og koordineret af Petra Daryai-Hansen, Københavns Universitet, & Susanne Jacobsen Pérez, Roskilde Universitet (nu ansat på Professionshøjskolen Absalon).
Alle forløb i projektet har taget udgangspunkt i praksisanbefalinger og skabelonen for beskrivelse af CLIL-baserede undervisningsforløb, der er udviklet i projektet CLIL in other languages than English – Successful transitions across educational stages, og som blev støttet af ECML og NCFF (2020-2023).