Hvad vil vi med sprog? – Fremmedsprog i uddannelse og arbejde
Ses vi til NCFF’s konference 30. september i Odense? Tilmeldingen til konferencen er åben.
Når NCFF til september slår dørene op til vores årlige konference i Odense, er det som bekendt med temaet ”Hvad vil vi med sprog? – Fremmedsprog i uddannelse og arbejde”. En lidt anderledes konference uden didaktisk input som sådan, men med flere debatrunder om fremmedsprog i uddannelsessystemet og fremmedsprogsbehov i omverdenen, der gerne skulle inspirere til nye tiltag på baggrund af de ideer og forslag til løsninger, vi sammen drøfter på dagen.
Vi har netop åbnet for tilmeldingen til konferencen og udbygget listen over, hvem du bl.a. kan møde på konferencen, som finder sted på Comwell H.C. Andersen i Odense, tirsdag 30. september kl. 10:00 – 17:00. Der vil være morgenmad fra kl. 9:30.
Bemærk, at der er et begrænset antal pladser.
Bliv klædt på til konferencen
På konferencen, som er gratis, forventer vi, at deltagerne bidrager aktivt med holdninger og særligt med forslag til løsninger på de tematikker, som konferencen adresserer. Forud for konferencen sender vi til alle tilmeldte en pixi-udgivelse, der opsummerer væsentlige pointer og hypoteser fra nogle af NCFF's undersøgelser.
Men ønsker du allerede nu at blive klædt på til konferencen med ny viden, så er et godt sted at starte at dykke ned i nogle af de NCFF-analyser, som vi som nationalt center for fremmedsprog har foretaget på tværs af det danske uddannelsessystem. Det gælder både politikere og beslutningstagere, erhvervsfolk, ledelser i hele uddannelsessektoren og sprogundervisere ditto, som vi samler i Odense.
Fire nedslag
Derfor sætter vi her spot på de seneste fire udgivelser, men vi anbefaler jer også at skele til nogle af de andre analyser fra os, da de netop har fokus på sprog i uddannelse og arbejdsliv, udviklingen i fremmedsprogsfagene i Danmark, og elevers/studerendes perspektiver på #FremMedSprog – alt sammen med relevans for såvel fødekæden gennem uddannelsessystemet som for de samtaler, vi skal have på konferencen om, hvad vi vil med sprog.
- Virksomheders internationale succes – Sammenhæng til sprog og kulturressourcer
Ph.d. Jytte Lyngvig har for NCFF set nærmere på de vigtigste udenlandske og danske undersøgelser af fremmedsprogsområdet. Og det er slående, hvordan de samme budskaber om bl.a. sprogkompetencers betydning for forretning kan gentages igen og igen, uden at de omsættes til resultatskabende handlinger. - Rapport om sprog på de videregående uddannelser – Databaseret status 2014-2023
NCFF har undersøgt udviklingen på fremmedsprogsuddannelserne på universiteterne og professionshøjskolerne over en 10-årig periode. - Universitetsstuderendes perspektiver på deres sproguddannelser
Hvad skal sprogstuderende lære? – hvis de selv skal sige det. NCFF har i denne rapport analyseret interviews, som vi har foretaget med i alt 160 sprogstuderende på fem universiteter. Rapporten bidrager med viden, om hvorfor studerende vælger at læse sprog, hvordan de oplever deres uddannelse, og hvilke arbejdsmæssige fremtidsforestillinger de gør sig. - Sprog og virksomheder – Hvorfor?
NCFF har i denne pilotundersøgelse set nærmere på fremmedsprogskompetencer ud fra et medarbejderperspektiv og et ledelsesperspektiv i virksomheder, der orienterer sig internationalt.
I vores vidensbank er der også relevant viden at hente i flere afdækninger, som NCFF har støttet med midler, ligesom flere vidensnotater også har interessante perspektiver, som er værd at kende til, fx hvad angår emner som sprog som tillægskompetence, sprog i arbejdslivet, behovsundersøgelser blandt sprogundervisere på tværs af uddannelsesniveauerne og flerårige undersøgelser af teoretisk pædagogikum for gymnasielærere i sprogfagene.