At deltage i sprogkonkurrencer eller tilbyde sprogeksamener og -diplomer er en måde at anerkende sproglige kompetencer på, hvilket kan virke motiverende for mange elever. DM i fagene er en dansk konkurrence. Sprogeksamenerne og -diplomerne er alle baseret på den Europæiske Referenceramme for Sprog (CEFR) og er internationalt anerkendte.
- DM i fagene er en konkurrence for 7., 8. og 9. årgang i grundskolen. Konkurrencen dækker sprogene engelsk og tysk. Konkurrencen er casebaseret og har anvendelsesorienteret læring i fokus. Konkurrencen er initieret af Danske Skoleelever og støttet af NCFF. [link: dmifagene.dk/information/]
- Cambridge English Qualifications – Omkring 100 skoler, efterskoler og gymnasier i Danmark fungerer allerede som preparation centres for Cambridge English, som er et fleksibelt system af forskellige engelskeksamener, hvor man kan blive testet på flere niveauer. Studieskolen i København er det eneste danske center, der tilbyder Cambridge English-eksamener.
- Das Deutsche Sprachdiplom, DSD, er et sprogprogram udviklet af det Tyske Kultusministerkonferenz og er tilbud til unge, som lærer tysk uden for Tysklands grænser. Kun få skoler i Danmark er i øjeblikket certificerede til at udbyde DSD: Tønder Gymnasium, Tønder Handelsskole, Sorø Privatskole og N. Zahles Grundskole.
- Goethe-Zertifikat – Goethe instituttet har også internationalt anerkendte tyskprøver, som udbydes af mange skoler, efterskoler og gymnasier i Danmark.
- DELF-eksamener – Institut Français tilbyder DELF-eksamener, som er officielle eksaminer i fransk for udlændinge. Eksamensbeviser udstedes af det franske undervisningsministerium. DELF-eksamener udbydes af flere skoler, efterskoler og gymnasier rundt om i landet.