Fælles kompetenceudvikling af sproglærerne

Vi anbefaler, at man som skole organiserer lærerne i et fælles sprogteam, som inkluderer lærere fra alle klassetrin og alle sprogfag inkl. engelsk , og at man i sprogteamet arbejder med læringsfællesskaber.

I læringsfællesskabet mødes lærerne for i fællesskab at udvikle nye aktiviteter og forløb med afsæt i centrale fremmedsprogsdidaktiske emner eller relevant data. Herigennem skabes en øget bevidsthed om egen og andres praksis.

Samarbejdet i et læringsfællesskab kan sikre videndeling og understøtte en bredere forankring af viden hos lærerne og derigennem styrke elevernes oplevelse af sammenhæng og progression i sprogfagene.

Sprogteamet kan fx mødes i to læringsfællesskaber årligt og her systematisk arbejde med forskellige fokusområder. Det kan være med udgangspunkt i modellen “Læringsfællesskabscirklen”.


I læringsfællesskabet kunne man have fokus på fagdidaktiske temaer som:

  • Flersprogethed
  • Ordforrådstilegnelse
  • Mundtlighed
  • Funktionel grammatik
  • Tværfaglighed og CLIL
  • Digitale værktøjer
  • Interkulturel kommunikativ kompetence
  • Taskbaseret læring

NCFF har udviklet en pixi-serie, som sætter fokus på flere af temaerne. Hver pixi indeholder en kort introduktion til temaet med henvisninger til yderligere information og inspiration. 

Konkrete idéer til forløb i undervisningen, som tager udgangspunkt i disse temaer, kan I finde under "Til din undervisning" på vores hjemmeside og i vores vidensbank.