Indsatser - lærerne

Det sprogsyn vi har i dag

I dag tager undervisningen i sprogfagene afsæt i et kommunikativt og funktionelt sprogsyn. Der er også det sprogsyn, som fællesmålene i sprogfagene bygger på. Det betyder, at sproget ses som et levende og funktionelt redskab, der bruges til at skabe mening, løse opgaver og deltage i fællesskaber – ikke bare som et system af regler.

Eleverne lærer sprog for at kunne bruge det – til at forstå og blive forstået, udtrykke sig og deltage i verden omkring dem.

En undervisning baseret på et kommunikativt og funktionelt sprogsyn er med til at øge elevernes motivation og sprogkompetencer – og dermed styrke deres muligheder både i og uden for skolen.

Sæt fokus på indsatser der:

  • indtænker det kommunikative sprogsyn i skolens aktiviteter og indsatser
  • prioriterer tid til fagteamsamarbejde på langs og på tværs af sprogfagene
  • giver rum for løbende kompetenceudvikling af lærerne

Det kommunikative sprogsyn

I den kommunikative sprogundervisning lægges der vægt på, at eleverne bruger sproget aktivt og meningsfuldt – fx i samtaler, præsentationer, kreative skriveopgaver og samarbejder med andre. Formålet er, at eleverne oplever, at de kan noget med sproget, og at det giver mening for dem – og ikke, at de fx taler eller skriver korrekt på fremmedsproget.

Til sammenligning kan forskellen på det tidligere og det nuværende sprogsyn illustreres kort og forenklet således:

Tidligere: Strukturalistisk sprogsyn

I dag: Kommunikativt og funktionelt sprogsyn

Fokus på korrekthed og grammatik (regelbaseret)

Fokus på kommunikation og mening

Øvelser uden kontekst

Sprogbrug i autentiske situationer

Sprog som et lukket regelsystem

Sprog som redskab til samspil

Lærerstyret

Elevaktiverende

Formel viden om strukturer i sproget kommer før kommunikativ træning

Kommunikativ træning kommer før formel viden om strukturer i sproget

Det er vigtigt at kende til dette skifte i sprogsynet, da det har stor betydning for, hvordan sprogfagene tilrettelægges og opleves, og det er vigtigt aktivt at arbejde ud fra dette i planlægningen og udførelsen af undervisningen. Det er dog ikke altid nogen nem opgave, da man som lærer kan opleve, at materialer og eksaminer ikke altid understøtter dette sprogsyn.

Selvom læreruddannelsen i dag bygger på et kommunikativt sprogsyn, har mange lærere, da de selv var elever, oplevet at blive undervist efter et strukturalistisk sprogsyn. Det kræver derfor løbende refleksion over egen undervisning for ikke at falde tilbage til det, man kender fra sin egen skoletid. Samtidig sker der meget nyt indenfor sprogdidaktikken, og særligt efter at generative sprogmodeller som fx ChatGPT er kommet til, er det vigtigt med løbende kompetenceudvikling af lærerne.

I kan læse mere i NCFF’s pixi om kommunikativ sprogundervisning.