Centerledelsen på konference – og kulturel kompetencespinat

Vi hørte mange inspirerende oplæg på konferencen, men nævnes skal her især et oplæg om CEFR, The Common European Framework of Reference – den europæiske referenceramme for fremmedsprog. Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet angiver nemlig, at NCFF skal undersøge muligheden for at implementere referencerammen i hele uddannelsessystemet, og det var i den forbindelse yderst interessant at få indgående indblik i hele tilblivelsesprocessen af referencerammen, og ikke mindst i ophavsmændenes tanker om, hvordan den kan bruges, hvad den kan bruges til og ikke bruges til. Det tager vi med videre i vores arbejde.

I forbindelse med turen besøgte vi også en international skole (Nagoya International Junior and Senior High School), hvor vi fik lov til at observere flere timer og tale med en del lærere. Udstyret med tøfler, der var umulige at gå i, og som fratog os enhver form for værdighed og autoritet, overværede vi dels undervisning i engelsk og dels højt specialiseret fagundervisning på engelsk. Hvor vi på den ene side var dybt imponerede over fagundervisningen på engelsk i kemi, der på gymnasieniveau handlede om sammensætningen af ioner og vidnede om et meget avanceret fagligt niveau, var vi mindre imponerede over undervisningen i engelsk, der mestendels bestod i at læse op fra en bog eller få eleverne til at ”bidrage” til scriptede, formelagtige dialoger, som ville udgøre grundlaget for deres mundtlige eksamen i engelsk. En af lærerne bar desuden mundbind i undervisningen, hvilket for os at se gjorde enhver mundaflæsning og afkodning af ansigtsudtryk (andet end via øjnene) umulig og bestemt ikke lettede adgangen til et sprog, som de japanske elever tilsyneladende fandt endog meget vanskeligt. Angiveligt – hørte vi et oplæg om på konferencen senere – fordi de både i det, der svarer til udskolingen og i gymnasiet får at vide, at engelsk er enormt svært og næsten umuligt at lære for en japaner. Næppe noget, der fremmer motivationen.

I en af klasserne overlod læreren klassen til os for en kortere bemærkning, og selv om vi selv synes, vi er ret interkulturelt kompetente, lykkedes det os at træde gevaldigt i den kulturelle spinat, da vi – sådan som enhver dansk fremmedsprogslærer ved – sagde til eleverne, at det var nødvendigt hele tiden at bruge sproget og dermed også at lave fejl, for ellers ville man ikke kunne lære at beherske et sprog. De unge elever så rædselsslagne på os: Sagde de lige, at vi skulle begå fejl?? Det er åbenbart ikke rigtig comme il faut i Japan – selv om man mente, man underviste ud fra en kommunikativ tilgang.