DM i Fagene – indledende runde starter 30. august

Årets udgave af skolekonkurrencen DM i Fagene skydes snart i gang. Heri dyster eleverne i 7.-9. klasse i grundskolens fag. Den indledende runde kører fra 30. august til 3. december, og det er gratis at deltage. Som noget nyt har konkurrencen tyskfaget med, ligesom engelsk fortsat er på programmet.

16.08.2021 | Morten Moesgaard Sørensen

De øvrige fag i konkurrencen er biologi, dansk, fysik/kemi, historie og matematik. Herudover kan eleverne deltage i to tværfaglige holdkonkurrencer. Landsmesterskaberne afholdes i Aarhus 1. og 2. februar 2022.

Om opgaverne i tysk og engelsk

I tysk er casevirksomheden Universe Science Park. De modtager årligt mange tyske gæster, og de vil gerne blive bedre til at formidle deres indhold til de tysktalende målgrupper. Deltagerne skal hjælpe parken med at beskrive deres nyeste attraktion Fire Zone.

I engelsk samarbejder DM i Fagene med EF Education First, som arrangerer sprogrejser for unge rundt omkring i verden. Her har de rejseansvarlige på rejserne til opgave at ryste grupperne sammen og beskrive deres rejsemål. Deltagerne i DM i Fagene i engelsk skal forestille sig, at de er rejseansvarlig på en tur til New York, hvor de skal planlægge og beskrive indholdet.

NCFF er med til at kvalitetssikre opgaverne i konkurrencens to sprogfag og sidder med i de faglige udvalg og i konsortiet bag DM i Fagene.

Mere information

Læs mere om konkurrencen og om hvordan dine elever kan deltage. Her finder du også information til lærerne.  

Sprog og kommunikation, Uddannelse