Fra vision til realitet - Velkommen til Det Nationale Center for Fremmedsprog

De to centerledere og de to prodekaner fra hhv. Aarhus Universitet og Københavns Universitet byder velkommen til Det Nationale Center for Fremmedsprog.

Tak for jeres værdifulde input

Som centerledere for hhv. den østlige og den vestlige del af Det Nationale Center for Fremmedsprog er det os en stor glæde at kunne ønske velkommen til centeret. Vi er stolte og ydmyge over at få lov til at være med til at løfte den store opgave, det er for alvor at få fremmedsprog tilbage i uddannelseslandskabet. Det er en opgave, vi kun kan løse i fællesskab med sprogmiljøerne og med politisk og samfundsmæssig opbakning.

Vi håber, at I vil være med til at løfte opgaven. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde, som vi allerede har set begyndelsen på. Siden centrets officielle åbning d. 25. september 2018 har vi arbejdet for at udbrede kendskabet til NCFF rundt om i det ganske land, og i slutningen af 2018 mødtes vi med praktikere og ledere fra grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser samt kommuner og regioner og modtog masser af værdifuldt input til vores fremtidige virke.    

 – Hanne Wacher Kjærgaard og Mette Skovgaard Andersen, centerledere for hhv. NCFF (Vest) og NCFF (Øst)

Sprogundervisere, kulturkendere og kommunikationseksperter

Sproguddannelser på de danske universiteter er lukket på stribe: Alene i peioden fra 2005 til 2016 er der sket en reduktion på over 40 procent, og denne udvikling er desværre fortsat helt frem tid i dag. Lukninger af sproguddannelser rammer ikke kun den enkelte elev og studerende eller den enkelte uddannelsesinstitution – grundskole, gymnasium og universitet.

Lukningerne påvirker hele det danske samfund: Sproguddannelser sikrer, at Danmark fortsat besidder viden om fremvoksende eksportmarkeder og sikkerhedspolitiske brændpunkter. Sproguddannelserne uddanner sprogundervisere til uddannelsessektoren og sikrer, at fødekæden kan opretholdes. Sproguddannelserne uddanner kulturkendere og kommunikationseksperter bl.a. til det merkantile arbejdsmarked, kultursektoren, oplevelsesindustrien, sprogofficersuddannelsen, efterretningstjenesterne og tolke- og translatørerhvervene.

Derfor var der grund til glæde, da regeringen ultimo november 2017 offentliggjorde Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet. Det bærende element i strategien er etableringen af Det Nationale Center for Fremmedsprog, hvis vigtigste opgave er at løfte sprogområdet på tværs af hele uddannelsessystemet. Centret er forankret på begge sider af Storebælt under ledelse af de humanistiske fakulteter ved hhv. Københavns Universitet og Aarhus Universitet, og det blev formelt åbnet i efteråret 2018 efter en længere forberedelsesfase.

Ansvaret for at opbygge, udvikle og drive det nationale center er en vigtig og relevant samfundsopgave, som begge universiteter har påtaget sig med meget stor glæde. Som prodekaner ser vi frem til – i samarbejde med sprogenes mange og forskellige aktører – at være med til at realisere visionen om at løfte sprogområdet på tværs af hele uddannelsessystemet. I fællesskab kan aktørerne gøre en forskel. Både for den enkelte elev og studerende, for den enkelte uddannelsesinstitution, for uddannelseskæden og for det danske og globale samfund.

 – Jens Erik Mogensen og Niels Overgaard Lehmann, prodekaner for uddannelse på hhv. Humaniora på KU og ARTS på AU