Projektmidler fra NCFF giver læreruddannelsen et løft

Det er hurtigere og mere effektivt at lære nye sprog, hvis man arbejder tværsprogligt i undervisningen, viser forskningen. NCFF støtter nyt udviklingsprojekt, der vil have denne viden ud at virke på læreruddannelserne.

NCFF støtter nyt udviklingsprojekt om tværsproglighed i læreruddannelsen, som vil blive ledet af to lektorer fra SDU og UCL.

Stort set alle mennesker kan mere end ét sprog, men i sprogundervisningen er der nærmest vandtætte skotter mellem de forskellige sprog. Det bremser elevernes nysgerrighed for sprog. Og man får heller ikke udnyttet de synergieffekter, der kunne opstå, når eleverne lærer forskellige sprog på samme tid, ligesom mange flersprogede elevers sproglige ressourcer i dag ikke bringes i spil i tilstrækkelig grad. 

Den udfordring tager Center for Grundskoleforskning på SDU nu fat på sammen med alle landets seks professionshøjskoler i projektet Tværsproglighed i læreruddannelsen, som Det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF) netop har støttet med en bevilling på 1,5 mio. kr.

Projektet skal udvikle sprogundervisningen ved at afprøve og forsøge at forankre tværsproglig didaktik på landets læreruddannelser. Det vil blive ledet af lektor Laila Kjærbæk fra Institut for Sprog og Kommunikation på SDU, og lektor Maria Pia Petterson fra UCL. Projektet involverer desuden 12 sprogundervisere fra forskellige sprogfag på landets seks professionshøjskoler – Professionshøjskolen Absalon, Københavns Professionshøjskole, Professionshøjskolen UCN, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UC Syd og VIA University College – en række lærerstuderende med sprog som undervisningsfag og 12 lærere i grundskolen.

- NCFF har et stort fokus på flersprogethed og har støttet flere projekter inden for området. Det er derfor glædeligt, at vi nu får så stort et projekt, som samler nationalt og involverer lærersamarbejder på tværs af sprogfagene. Det vil kunne give sprogundervisningen på læreruddannelserne et løft og derfor også i fremtiden kunne styrke sprogundervisningen i grundskolen, ligesom projektet yderligere bidrager til, at de indsatser, NCFF støtter, vil kunne opnå stor gennemslagskraft, siger centerlederne Hanne Wacher Kjærgaard og Mette Skovgaard Andersen.

Projektet Tværsproglighed i læreruddannelsen starter 1. februar 2021 og løber frem til 30. juni 2022.

Yderligere information

Læs mere om projektet: