Tyskland! Hvorfor vil du dog derned?

Veninderne spurgte, hvad hun dog ville i Tyskland? Familien var imponeret over, at hun turde tage springet. Men Michelle Wilhardt, student fra Næstved Handelsgymnasium (ZBC Næstved), var ikke i tvivl om, at virksomhedspraktik i München ville blive en fed oplevelse.

17.02.2020 | Bodil Christensen

Michelle Wilhardt (tv.) sammen med kollega i München.

Sommeren 2018 rejste Michelle Wilhardt til München på et 1-årigt praktikophold hos virksomheden Infineon Technologies, der fremstiller halvledere og systemløsninger. På hovedkontoret i München fik Michelle 5000 kolleger og en plads i afdelingen for intern kommunikation. Med til historien hører, at Infineon Technologies har cirka 40.000 medarbejdere i hele verden.

Jeg hørte faktisk allerede om PIU (Praktik i udlandet for lærlinge og elever) mens jeg gik i folkeskolen og var til åbent hus på HHX. Så tænkte jeg, det er da det, jeg skal.

Med i bagagen havde Michelle tysk fra folkeskolen og tre års tysk fra gymnasiet, så hun følte sig godt rustet til at tackle sit nye liv:

I starten var alt nyt, jeg skulle både tænke, læse og lytte på tysk. Jeg nåede slet ikke at komme med i samtalen. Inden jeg nåede at finde ud af, hvad jeg ville sige, så var de videre til det næste emne! Men jeg sugede så meget til mig som muligt, og som tiden gik, blev mit ordforråd større. Jeg lærte også folk bedre at kende, men jeg kan også huske, det føltes ærgerligt, at jeg ikke kunne udtrykke alt det, jeg gerne ville. Til sidst sad det arbejdsmæssige dog godt. Og jeg kunne sagtens snakke frit og føre længere samtaler med mine kollegaer. Det var hverdagssproget og de små ting, der var svære. Sikkert også fordi jeg boede på et internationalt kollegium, hvor vi ikke talte tysk sammen hele tiden.

Medarbejdermagasiner til hele verden

Michelle var med til interviews, skrev artikler, lavede layout og stod i det hele taget for koordinationen mellem alle dem, der var med i hver historie i medarbejdermagasinet. Hun var også med til at udvikle en app, der blev brugt til spørgeundersøgelser og feedback, når medarbejderne skulle evaluere kurser og møder:

Via Feedback app’en kunne man stille anonyme spørgsmål, og den blev bl.a. brugt til kvartalskommunikation. Under mødet skulle jeg udvælge de spørgsmål, der skulle besvares. Men jeg underviste også andre i, hvordan de skulle opstille og styre systemet samt hjalp med udarbejdelsen af konceptet. Mit primære mål med praktikken var at forbedre mit tysk og lære noget om tysk kultur og arbejdskultur. Arbejdet med app’en var også med til at give mig perspektiver fra Asien og USA, fordi jeg også skulle samarbejde med medarbejdere fra de dele af verden, og det var virkelig fedt.

Der var ikke mere samtale den dag

Michelle arbejdede i en international virksomhed, hvor de var vant til at have praktikanter og vant til at tale engelsk. Hun bad sine kolleger om kun at tale og skrive tysk til hende – og også om at blive rettet sprogligt, men en gang imellem gik det galt:

Tyskerne har en helt anden etikette og er meget mere høflige over for hinanden. Jeg har brændt fingrene et par gange. Ofte foregik undervisningen i app’en via skype, fordi organisationen var så stor. En dag havde jeg så ikke lige fået tjekket op på, hvem jeg skulle tale med. Det viste sig, at det var en af afdelingscheferne. Jeg var vant til at sige du, men der blev jeg hurtigt cuttet af, der var ikke mere samtale der!

Man skal ikke være så bange for, hvad andre tænker

Michelle er ikke et sekund i tvivl om, at man udvikler sig utroligt meget gennem et praktikophold, og at det er en fantastisk mulighed for at komme ud og få erhvervserfaring og tilegne sig sprog og kultur på en gang:

Jeg mødte vildt mange nye mennesker, og hver dag var en ny oplevelse. For mig var det meget bedre end at holde sabbatår i Danmark og måske være lærervikar eller arbejde i et supermarked.

Men der var også mange, der ikke kunne forstå, hvorfor hun lige valgte det:

Mine venner forstod ikke, hvad jeg ville i Tyskland. Min familie sagde, ”hold da op, at du tør tage springet”. Men jeg tænkte, at jeg ville få en fed oplevelse kombineret med, at jeg lærte noget.

Michelle har altid været glad for tysk, måske fordi nogle af hendes forældres venner har boet i Tyskland og altid har talt om det. Men det har hun været lidt alene om, for der er et eller andet med det der tysk:

Folk synes, det er et svært sprog, og mange gider ikke have tysk. Den stemning har der altid været omkring tysk både i folkeskolen og gymnasiet. 

Næste skridt – en videregående uddannelse

I dag arbejder Michelle i en virksomhed i Næstved med webdesign og grafisk arbejde. Selv om det ikke har noget med tysk at gøre, er hun helt sikker på, at hendes arbejde i Tyskland har banet vejen for det. Parallelt med praktikopholdet tog hun en uddannelse som kontorassistent med service, kvalitet og international kulturforståelse. Målet er at komme ind på en kommunikationsuddannelse til efteråret. Men hvad så med tysk?

Min uddannelse skal helst ikke være for specifik, jeg vil gerne have en bred uddannelse med flere muligheder, selv om det kunne være fedt at komme til at arbejde med tysk igen. Hvis der var en uddannelse med halv kommunikation og halv tysk, så havde jeg taget den!

NCFF bakker op om udlandsophold

NCFF er varm fortaler for, at unge mennesker kommer til udlandet. I øjeblikket undersøger NCFF mulighederne for at lave et online forløb om interkulturel kompetence samt skræddersyede sprogforløb, der kan ruste eleverne til praktikophold.

Alle udlandsophold er en gave for studerende, fortæller centerleder Mette Skovgaard Andersen. Også selvom man ikke læser sprog. Vi ved også, at jo bedre forberedt man er, desto mere får man ud af sit praktikophold. Det har forsøg med den sprogstrategiske satsning på Københavns Universitet vist. Vi ved også fra udvekslingerne i gymnasiet, at forberedelsen er vigtig, og at de lange ophold, hvor man bliver kastet ud i en værtsfamilie i længere tid, ofte rykker mest ift. læring og mindset.

 

FAKTA om PIU:

Elever på erhvervsskoler og handelsgymnasier kan tilmelde sig PIU-ordningen (Praktik I Udlandet) og få hjælp til at finde en praktikplads i Tyskland eller Storbritannien eller alternativt selv at finde en praktikplads i et hvilket som helst land. Hvert år tager omkring 175 elever til Tyskland, 25 til Storbritannien og ca. 10 til andre lande. Via PIU-ordningen bliver praktikken godkendt som en del af elevernes danske uddannelse, og de kan søge økonomisk støtte fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Læs mere på www.piu.dk 

Uddannelse