Når dit projekt er afsluttet

Når dit projekt er afsluttet, skal du indsende afrapportering og regnskab.

Den ansvarlige leder fra din organisation skal gennemse din afrapportering samt regnskab og derefter sende en mail med regnskabet vedhæftet til den relevante NCFF-enhed som bekræftelse på, at organisationen står inde for afrapporteringen.

Først når NCFF har godkendt din afrapportering og regnskab, udbetales den sidste del af bevillingen.

Projektets resultater skal også formidles i samarbejde med NCFF. Formidlingen baserer sig på projektets resultater og på afrapporteringen, men aftales separat med NCFF.

Læs mere om afrapportering, regnskab og formidling nedenfor.


Afrapportering

Når dit projekt er afsluttet, skal du udarbejde en afrapportering af projektet ved at udfylde NCFF's afrapporteringsskema.

Formålet med afrapporteringen er at give NCFF et overblik over projektets gennemførsel og dets aktiviteter og resultater.

Se afrapporteringsskemaet i dets helhed. Du skal lave selve afrapporteringsskemaet via linket ovenfor.

BEMÆRK: Når du klikker på linket ovenfor, vil du blive bedt om at indtaste din mailadresse. Når du har gjort det og trykket på ”Afslut”, får du tilsendt en mail med et link, som giver dig adgang til selve afrapporteringsskemaet. Du skal derefter blot følge instruktionerne på forsiden af skemaet. Husk at gemme mailen, så du kan tilgå din afrapportering igen på et senere tidspunkt.


Regnskab

Din afrapportering skal ledsages af et regnskab. For at lave dette skal du hente NCFF's regnskabsskema.

For projekter bevilget i 2019 skal du bruge NCFF's regnskabsskema for 2019
For projekter bevilget i 2020 skal du bruge NCFF's regnskabsskema for 2020
For projekter bevilget i 2021 skal du bruge NCFF's regnskabsskema for 2021

I regnskabsskemaet følges de foruddefinerede timelønssatser for Børne- og Undervisningsministeriets ressortområde (minus overhead). Timelønssatsen for videregående uddannelser er fastsat til DKK 600,-. For ph.d.-studerende, postdoc og D-VIP er satsen DKK 350,-, og for studentermedhjælpere og studenterundervisere gælder de overenskomstfastsatte timetakster. For institutioner uden for UVM og UFM's ressortområder er timetaksten på DKK 325,-  

BEMÆRK: Den ansvarlige leder fra din organisation skal gennemse din afrapportering samt regnskab og derefter sende en mail med regnskabet vedhæftet til den relevant NCFF-enhed som bekræftelse på, at organisationen står inde for afrapporteringen.


Formidling af projektet

Jf. bevillingsaftalen skal du, ud over afrapporteringen, i samarbejde med NCFF udarbejde et produkt, som kan formidle resultaterne af projektet og komme med praksisanbefalinger på baggrund heraf til inspiration og gavn for andre, ligesom eventuelle materialer kan formidles. NCFF vil kontakte dig om dette.