Et bredt og sammenhængende udbud af fremmedsprog

For at skabe mulighed for at børn og unge opnår solide fremmedsprogskompetencer ud over engelsk, må der eksistere et bredt og sammenhængende udbud af sprogfag i kommunen. Det er med til at styrke den sproglige bredde i Danmark, hvis elever i grundskolen tilbydes tysk og fransk og får mulighed for at tilvælge øvrige sprogfag som fx spansk og kinesisk.

Ligeledes er det en fordel, hvis eleverne på ungdomsuddannelserne kan fortsætte med at lære de fremmedsprog, de har haft i grundskolen og har mulighed for at vælge øvrige fremmedsprog, hæve deres sprogfag eller vælge en sproglig studieretning.    

I øjeblikket vælger alt for få elever sproglige studieretninger og tysk og fransk som fortsættersprog på ungdomsuddannelserne. Det betyder, at for få opnår solide fremmedsprogskompetencer, som kan sættes i spil i deres fremtidige studievalg og karriere. 

Derudover at det vigtigt, at eleverne oplever en sammenhæng mellem sprog. En måde at opnå dette på, kan være at implementere en flersprogethedstilgang eller understøtte tværsprogligt samarbejde.

Fransk eller tysk?

Når eleverne i 5. klasse skal vælge, om de vil have fransk eller tysk som deres andet obligatoriske fremmedsprog, er det i mange kommuner - særligt i Jylland - ikke et reelt valg. Fransk som undervisningsfag eksisterer efterhånden kun på ganske få skoler. Se fransk/grundskoler på NCFF’s sprogkort. Samtidig nærmer mange fransklærere sig pensionsalderen, og der uddannes kun ganske få nye fransklærere på universiteter og professionshøjskoler. Der er behov for, at denne udvikling vendes, hvis fransk fortsat skal eksistere som sprogfag i Danmark.  

Tidlig tysk og tidlig fransk

For at styrke elevers sproglige kompetencer og motivation for at lære fremmedsprog har man flere steder i landet, især i Region Sønderjylland, valgt at introducere tysk fra 0. eller 3. klasse. Der er ligeledes i 2019 igangsat et projekt, som introducerer tidlig fransk på 8 grundskoler rundt om i landet. Projektet er støttet af midler fra NCFF og forventes afsluttet i 2021. 

 

Yngre elever er generelt mere åbne over for at lære nye sprog, og det er lettere at påvirke deres udtale. Afhængig af lærernes sproglige færdigheder og didaktiske viden kan der være behov for at kombinere et sådant tiltag med efter- og videreuddannelse.

Få inspiration fra projektet Tidlig Tysk på Skemaet i Åbenrå Kommune.   

Tysk, fransk og spansk som valgfag

Flere skoler har haft succes med at oprette 3-årige valgfag i fremmedsprog, da det har givet mulighed for at styrke fremmedsprogskompetencer og motivationen hos en bred målgruppe af elever. For nogle skoler har dette tiltag endda været vejen til at få lavet en fremmedsprogsstrategi. Også ift. dette tiltag kan der være behov for efter- og videreuddannelse. 

Inden for de nuværende rammer har skoler mulighed for at tilbyde tysk og fransk som 3-årigt valgfag. Samtidig har det i en forsøgsperiode været muligt at udbyde spansk som 3-årigt valgfag. Om denne mulighed fortsat vil eksistere efter 2022, vides endnu ikke. 

Øvrige sprogfag

Interessen for sprog og for at blive dygtig til sprog kan også stimuleres af, at eleverne i grundskolen stifter bekendtskab med andre sprog end dem, der traditionelt udbydes, fx kinesisk. Samfundet har brug for mennesker, der kan begå sig professionelt på andre sprog end de store europæiske sprog. Se NCFF Sprogkort - kinesisk.

Få inspiration hér.

Flersprogethed

Alle sprog har værdi. Det, at eleverne har flere sprog, skal ses som en resurse og kan bruges som et anerkendende og inkluderende udgangspunkt i undervisningen. Gennem flersprogethed får eleverne aktiveret de sprog, de har med i bagagen, og de lærer samtidig at blive opmærksomme på forbindelser mellem sprogene. 

Læring bæres af, at der kommer sprog på viden og erfaringer. Flersprogethed kan hjælpe eleverne med at anerkende og bruge deres sproglige resurser i læringen af nyt. Endvidere får eleverne lettere ved at kunne lære et nyt sprog, fordi de har nogle generelle værktøjer til at lære sprog og kan se vigtigheden i alle sprog. 

Flersprogethed gavner hele fagrækken, ikke kun fremmedsprogene. Tilgangen kobles ofte sammen med undervisning af tosprogede elever, men den gavner alle elever. F.eks. har Nørre Fælled Skole erfaret, at den også styrker fagligt stærke elever uanset sproglig baggrund. 

Få inspiration her: 

Tidligere sprogstart

Tegn på sprog

Podcasten fra Sprogforum #8 Interview med Helene Thise og Anne Holmen – Translanguaging