Ledelsens rolle

Ledelsen har en afgørende rolle i det strategiske arbejde med fremmedsprog. For mange skoler vil det være nyt at skulle arbejde på tværs af sprogfagene, og der vil måske skulle gøres op med både vanetænkning og ske ændringer af eksisterende samarbejdskulturer. Dette arbejde kan ikke udføres af resursepersonen alene, men kræver en indsats fra både ledelse og lærerkollegie.

Ofte vil en resurseperson som fx en sprogfagsvejleder eller en fremmedsprogskoordinator fungere som en uformel mellemleder. Det kan være en svær rolle at balancere i og kræver ledelsesopbakning.

Vi anbefaler derfor, at ledelsen: 

  • understøtter og skaber de bedst mulige strukturelle og logistiske forudsætninger for resursepersonens virke på skolen

  • sikrer, at der udarbejdes rammer for fremmedsprogsområdet på skolen, og at der arbejdes med at fastholde eller skabe en udviklings- og læringskultur

  • understøtter det faglige læringsfælleskab på skolen (forum for fælles udvikling af undervisningen).


En samarbejdskultur

Ifølge professor og leder af Center for Gymnasieforskning, Syddansk Universitet, Ane Qvortrup og ph.d. og lektor på UCL Hanne Fie Rasmussen er det vigtigt, at man som skole har:

  • En udviklings- og læringskultur - hvor man udvikler idéer og planlægger sammen, koordinerer og deler tips og idéer 

Denne kulturform er afhængig af, at man også har:

  • En funktionalitetskultur - som fx muliggør praktisk organisering og koordinering af opgaver
  • En familiekultur - hvor lærerkollegiet er præget af gensidig respekt, hyggelig og uformel stemning, loyale og venskabelige relationer

Idéen om samarbejdskulturerne er bl.a. inspireret af Lise Tingleff Nielsens arbejde inden for skoleudvikling, som udfoldes i bogen Skoleudvikling - En praksisbaseret tilgang (Dafolo, 2022).