Et styrket samarbejde mellem uddannelsesniveauer

Gode overgange styrker progressionen i sprogundervisningen og dermed elevernes sprogkompetencer, motivation og oplevelse af sammenhæng. Det gælder i grundskolen i overgangene fra indskoling til mellemtrin og fra mellemtrin til udskoling, og i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse og endelig i overgangen fra ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser.

Læs mere om brobygning her:

Brobygning i grundskolen

Gode overgange i grundskolen kan bidrage til at sikre, at eleverne får det fulde udbytte af en tidlig sprogstart og kan fastholde deres motivation for at lære sprog. Det er også vigtigt, at sprogfagene arbejder sammen, så eleverne oplever, at deres generelle viden om sprog er værdifuld og kan bruges i mange sammenhænge. Et stærkt sprogteam på den enkelte skole og netværk og læringsfællesskaber på tværs af skoler kan styrke dette område.

Brobygning fra grundskole til ungdomsuddannelse

NCFF har støttet forskellige brobygningsprojekter:

  • I kan finde inspiration i det NCFF-støttede projekt Brobyggende elevmøder som didaktisk design i tyskfaget om brobygning mellem grundskole og gymnasium. Det indeholder 10 anbefalinger samt undervisningsmateriale, som bygger på ung-til-ung-formidling. Læs mere om projektet, og find anbefalinger og materialer.
  • Filmen Valdemar og AK lærer italiensk handler om, hvad det vil sige at have et begyndersprog i gymnasiet. Filmen og det tilhørende materiale henvender sig især til 8. og 9. årgang i folkeskolen og viser helt realistisk, hvordan gymnasieelever i begyndersprog arbejder på mange forskellige måder med deres nye sprog både i skolen, hjemme og på rejser.

Brobygning fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelser

Motivationen for at beskæftige sig med sprog på en videregående uddannelse er i høj grad betinget af, at eleverne får et indblik i, hvordan man kan bruge fremmedsprog i arbejdslivet. NCFF har initiereret flere tiltag med fokus på karrierelæring, som man som uddannelsesinstitution kan benytte sig af:

  • NCFF har samlet et korps af fremmedsprogsstuderende fra landets universiteter og professionshøjskoler, som rykker ud på landets ungdomsuddannelser og fortæller jeres elever om, hvordan det er at læse sprog på en videregående uddannelse. Læs mere og book et besøg

  • NCFF samarbejder med Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) om at tilrettelægge workshops for gymnasieelever med fremmedsprog i fokus og besøg for eleverne på universiteterne.

Se også uddannelsermedsprog.dk, hvor vi har samlet information om alle bacheloruddannelser med sprog i Danmark. Her kan elever danne sig et overblik over mulighederne for at studere sprog på universiteterne eller i læreruddannelsen på professionshøjskolerne. 

Netværk mellem grundskole og ungdomsuddannelser

Der er behov for, at lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne taler sammen for at få øget kendskab til hinandens mål, vilkår og arbejdsmetoder og for at sikre de bedst mulige overgange for eleverne.

NCFF støtter netværksdannelse og didaktiske samarbejder mellem grundskoler og ungdomsuddannelser. Se Hvordan kan NCFF hjælpe dig?