Vinderne i italiensk

Italienskkategorien i Dyrk Sproget 2021/22 blev vundet af Silje, Søren og Kirstine fra Aurehøj Gymnasium
 

Dommerjuryen i italiensk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Videoen er meget kreativ og kombinerer sprog og udførelse af musik på en sjov og inspirerende måde.

Videoen er bygget op omkring dialoger mellem gruppens tre medlemmer, der meget veloplagt og med stor energi fortæller om, hvad musik betyder for dem personligt og for unge danskere generelt samt pointerer musikkens universelle værdier.

Eleverne fører lange, sammenhængende dialoger, og der er en fin brug af talesprogsudtryk og gambitter. Gruppen udtrykker sig frit på et flydende, varieret og nuanceret italiensk. I dialogerne anvendes kun synkron lyd.


På andenpladsen kom Sofie, Pauline, Alva, Oline og Marie fra Aurehøj Gymnasium
 

Dommerjuryen i italiensk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Videoen er meget kreativt bygget op omkring fire ”giovani talenti”, der bliver interviewet om deres sport. Videoens emne og formål formidles tydeligt og med god energi af en gruppe veloplagte elever. Det har en fin effekt, at videoen er bygget op omkring interviews med de fire ”giovani talenti”, og at der klippes mellem interviewene og eleverne, der dyrker deres sport. Intervieweren stiller spørgsmål, der giver de fire sportsudøvere mulighed for at reflektere over de forskellige sportsgrene, der dyrkes i Danmark og i Italien og over forskelle og ligheder mellem Danmark og Italien. Intervieweren samler fint trådene op, og man får hermed også mulighed for at se hende i aktion. Alle medlemmer af gruppen har meget taletid, og eleverne udtrykker sig på et klart, tydeligt og sammenhængende italiensk.


På en delt tredjeplads kom Kevin, Emilie og Lærke-Amalie fra Esbjerg Gymnasium og Julie, Sofie og Katrine fra Greve Gymnaisum.
 

Esbjerg Gymnasium

Dommerjuryen i italiensk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Videoen er bygget op omkring korte præsentationer af forskellige populære sportsgrene i Danmark, og disse uddybes gennem små dialoger mellem gruppens elever.

I videoen er anvendt skiftende scener som fint er klippet sammen. Gruppen præsenterer relevante aspekter af sportskulturen i Danmark og sammenligner med hvad disse betyder i Italien.

Eleverne udtrykker sig på et forholdsvist flydende og varieret italiensk med et pænt og relevant ordforråd.


Greve Gymnasium

Dommerjuryen i italiensk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Videoen er velkomponeret med skiftende scener og opsætninger. Videoen er primært bygget op omkring små dialoger og samtaler mellem deltagerne, hvor billedsiden fint supplerer dialogerne og giver et indblik i dansk kultur og hermed anledning til at inddrage refleksioner til italiensk kultur. Fint at inddrage såvel cykling som transportmiddel som det relevante aspekt ved svømning i netop Danmark.

Gruppen kommunikerer med god energi, og alle tre elever har meget taletid og kommunikerer på et rimeligt flydende og sammenhængende italiensk.