Vinderne i fransk

Franskkategorien i Dyrk Sproget 2022/23 blev vundet af Lily, Johanne og Sara fra Falkonergården Gymnasium & HF-kursus


Dommerjuryen i fransk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Videoen lægger ud med en præsentation af programmet, så der kommunikeres klart med modtagerne, de franske elever. I videoen mærkes det, at eleverne har arbejdet med materialet og inddraget viden herfra. Det udmønter sig både i dialogisk og i musikalsk form. Her ses refleksioner over ungdomskulturelle træk, som er relevante for modtageren, og refleksionerne indeholder nuancer, eksemplificeret i sætningen ”les différences ne nous font pas peur”. Sejt med rap-nummeret! Der er et godt flow i grammatik og udtale.


På andenpladsen kom Kasper, Frida, Thea og Vigga fra Frederiksberg Gymnasium


Dommerjuryen i fransk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Der er en god længde på videoen, hvilket betyder at eleverne har produceret meget sprogligt indhold med en ok udtale. Der vises forskellige kulturforskelle, og det italesættes klart, at der er tale om hvordan et dansk ungdomsliv kan se anderledes ud end et fransk ungdomsliv. Eleverne bevæger sig godt rundt i deres lokale miljøer og viser, hvad der betyder noget for dem; det giver et godt indgangsblik for de franske elever, der snart kommer på besøg.


På tredjepladsen kom Ayoub, Markus, Frida, Veronika og Kalle fra Tårnby Gymnasium


Dommerjuryen i fransk har givet følgende bedømmelse af videoen:

Eleverne har forholdt sig til materialet og viser viden derfra; det både italesættes og vises gennem scener, der udspiller sig i en henholdsvis dansk og fransk kontekst. Videoen fremstår velfortalt; man forstår let hvad eleverne vil formidle. Det er tydeligt, at eleverne har målgruppen – de franske elever – for øje. God udtale.