Karrierelæring

Med gymnasiereformen fra 2017 blev der stillet krav om, at alle fag i gymnasiet skal integrere karrierelæringsaktiviteter i undervisningen. Derfor skal der i undervisningen ud over det faglige arbejde også arbejdes med at bevidstgøre eleverne om deres fremtidige uddannelses- og karrieremuligheder.

NCFF’s karrierelæringsmaterialer har til formål at give inspiration til, hvordan man kan arbejde med denne karrierelæring i de seks sprogfag engelsk, fransk, italiensk, kinesisk, spansk og tysk. Materialerne indeholder en række eksempler på, hvad man kan bruge fremmedsproget til – både som fuldkompetence og som tillægskompetence – og materialerne indeholder både fagfaglige opgaver og opgaver af en mere generel og reflekterende karakter.

NCFF’s karrierelæringsmaterialer tager udgangspunkt i nedenstående definition af karrierekompetence og karrielæring:

Karrierekompetence er kompetence til at forstå og udvikle sig selv, udforske livet, læring og arbejde samt håndtere liv, læring og arbejde i forandringer og overgange. Det er en opmærksomhed på, hvad man gør, men også hvad man kan gøre, og at den enkelte formes via sin livsførelse og sine handlinger og samtidig påvirker egne fremtidsmuligheder.” (Thomsen 2014, s. 4)

Karrierelæring er den læring som går forud for udviklingen af disse kompetencer.

Ovenstående definition spiller sammen med bekendtgørelsen om elevernes studie-og karriereperspektiv, der definerer karrierelæring som følger:

Studie- og karriereperspektivet indeholder de aktiviteter, hvor eleverne bliver orienteret om og arbejder med valg i forbindelse med uddannelse samt fremtidig karriere og erhverv. Dette vil sige den tid, hvor eleverne deltager i forskellige former for præsentationer af og refleksioner over, hvad deres uddannelse og valgte fag kan give af uddannelses- og erhvervsmuligheder efterfølgende.” (Børne- og Undervisningsministeriet, s. 2)

I bekendtgørelsen gøres rede for, hvordan arbejdet med karriereperspektivet omfatter tre hoveddimensioner, hvor eleverne skal tilegne sig

  • viden om fag, uddannelse og erhverv
  • viden om valg og valgprocesser og deres konsekvenser
  • individuelle refleksioner om evner og interesser, muligheder og begrænsninger.

Begrebet ‘karrierelæring’ er et forholdvist nyt begreb, der defineres forskelligt af forskelligt aktører. NCFF’s karrierelæringsmaterialer er inspireret af Boelskifte & Felby (2020), der igennem en empirisk undersøgelse har klarlagt, hvordan gymnasielærere forstår karrierelæring som et nyt begreb, samt hvordan deres forståelse relaterer sig til et ønske om opretholdelse af en meningsfuld praksis. De to forskere opstiller fem meningskategorier, som gymnasielærere tilordner karrierelæring, hvoraf særligt de tre første er relevante i denne sammenhæng. De tre kategorier er:

-          Udvidede horisonter

at eleverne får indsigt i, hvad de aktuelle fag kan bruges til uddannelses- og jobmæssigt, hvilke uddannelser og job der findes, samt at den enkelte får udvidet sit perspektiv på, hvad der er muligt for ham eller hende.

-          Forskellige former for dannelse

at eleverne får åbnet deres verden for, hvad der er vigtigt i livet, hvad de gerne vil med deres liv og hvem de gerne vil være i livet, at eleverne udvikler kritisk medborgerskab.

-          Aktør i eget liv

at eleverne bliver livsduelige og aktører i eget liv ved at lære dem at reflektere over og begrunde valg og fravalg i livet.

NCFFs karrierelæringsmateriale tager udgangspunkt i disse tre kategorier og forsøger igennem anskueliggørelse af sprogets muligheder og relevans at vise, hvordan man kan arbejde med at bevidstgøre eleverne om, at fremmedsprog og fremmedsprogskompetencer kan bidrage til at udvide deres horisont, bidrage til deres dannelse og gøre dem til aktører i deres eget liv.

Referencer