Det er lærerens didaktiske kompetence og kendskab til elevgruppen der skal danne udgangspunkt for en prioritering af det indhold, de aktiviteter, de undervisningsformer mm. som et læremiddel tilbyder. Og det er lærerens opgave at ‘stikke kursen ud’, fastholde eleverne, skabe sammenhæng mellem elementerne i læremidlet og sikre sig, at alle elever kender mål og formål med undervisningsforløbet.  

På baggrund af forskning, erfaringer og lærerinterviews anbefaler vi, at der er plads og rum til fagdidaktiske diskussioner i den enkelte sproggruppe på den enkelte skole, således at lærerne bliver bedre rustet til at træffe informerede valg i planlægningen af deres undervisning. 

Hvad skal der til, for at læreren får mulighed for at udvikle sin didaktiske kompetence?

Hvis vi skal skabe optimale læringssituationer for elever i fremmedsprogsundervisningen, er det vigtigt at lærerne får mulighed for kontinuerligt at (videre)udvikle egne didaktiske kompetencer. Sproglærerens erfaringer med, viden om og holdninger til god sprogundervisning (lærerkognition) er det, der driver den gode sproglærer, og mange efterspørger praksisnær efteruddannelse. I deres artikel, ‘Lærerkognition som centralt udgangspunkt for lærernes praksisnære professionsudvikling’ (2017) påpeger Daryai-Hansen & Henriksen  vigtigheden af, at efteruddannelse af lærere skal være praksisnær, koblet til handling og bygge på læreren som den reflekterende praktiker. 

Inspireret af (Borg 2015), har de derfor udviklet begrebet praksisnær professionsudvikling som en metode der bygger på følgende principper: 

• Lærernes refleksioner og behov skal være i fokus og processen skal tage udgangspunkt i det, som lærerne synes er vigtigt at undersøge og udvikle.
• Elevernes læring er udgangspunkt for lærernes faglige udvikling, hvilket fremmer lærernes ejerskab.
• Lærerne skal være centralt involverede i beslutninger om indhold og proces i praksisnær professionsudvikling.
• Lærerne skal inddrages i undersøgelse og evaluering af deres holdninger, og der skal etableres et samarbejde både mellem lærerne og i samarbejdet med læreruddannere/forskere.
• Samarbejde og videndeling mellem lærere skal understøttes.
• Intern og/eller ekstern ekspertstøtte til lærerne skal inddrages.
• Praksisnær professionsudvikling skal desuden tage udgangspunkt i lærernes praksis og understøttes af skolen som organisation samt anerkendes som en integreret del af lærernes arbejde.
• Og endelig tager forandring tid, og processen skal derfor strække sig over et længere forløb.

Forskning i lærerkognition understøtter således vigtigheden af, at refleksion og stillingtagen i relation til ny sprogpædagogisk viden bygger på, hvordan lærerne ser på deres egen praksis og egen viden, og hvordan nye tiltag kan passe ind i deres specifikke undervisningskontekst. Desuden sker udvikling af kritisk bevidsthed om egen undervisning som oftest på baggrund af dialoger og diskussioner med kolleger, hvor egen praksis skal begrundes og forklares, og ny viden og nye metoder diskuteres og forhandles. Det er gennem denne proces, at ny sprogpædagogisk viden bliver meningsfuld og potentielt kan føre til udvikling af sprogundervisningen og dermed elevernes læringssituationer (Borg 2015). For at lærerne kontinuerligt kan udvikle deres didaktiske kompetence er det således vigtigt, at der er plads og rum til fagdidaktiske diskussioner i den enkelte sproggruppe på den enkelte skole.